Anne Catherine Hoxcer Nielsen
Søndergade 5, Varde
Socialdemokratiet i Varde Kommune
Byrådsmedlem

Venstre, Konservative og Liberal Alliance arbejder helt åbenlyst på at konstituere sig smalt og holde andre partier uden for indflydelse.

Hvad er det egentlig, der gør VLAK-konstitueringen så tiltrækkende for de borgerlige kræfter i Varde Kommune? Er det frygten for det brede samarbejde, der kan udfordre de gamle magtstrukturer? Eller er det snarere et ønske om at sikre, at pengeposterne forbliver solidt fastlåst på højrefløjen?

Når Venstres borgmesterkandidat ikke vil tage afstand fra den omstridte ”studehandel”, virker det som om, det handler mindre om kommunens bedste og mere om at bevare kontrol over ressourcerne. Er det virkelig det, borgerne i Varde Kommune vil stemme for – et byråd, hvor magten og midlerne koncentreres hos få udvalgte, mens det brede samarbejde og åbenheden nedprioriteres? Det er ikke sådan jeg kender Sarah Andersen efter vores otte år sammen som byrådsmedlemmer – Så mon hun oplever et ultimativt pres fra det gode gamle Venstre-bagland?

Hvis VLAK-konstitueringen er det borgerlige drømmescenarie, så er det måske på tide at spørge, om det er kommunens, få udvalgte personer eller partiers interesser, der står i centrum. For hvis frygten for at dele indflydelse og midler er større end lysten til at skabe en mere inkluderende og gennemsigtig kommune, så er der grund til at stille kritiske spørgsmål.

Personligt havde jeg højere forventninger, end det jeg ser blive mejslet i granit som den måde Varde Kommune skal ledes på de næste fire år.