24. august 2025  Ulla Højgaard

Når socialdemokraten Sandie Eis Ravn stiller op som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Varde Kommune, er det med en klar drivkraft: “Jeg kan gøre det bedre!”

Hun har siden 2017 siddet i byrådet, og de seneste år har hun været formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Med sin baggrund som sygeplejerske – og i dag i en ledende stilling for de udkørende sygeplejersker – er hun vant til at tage ansvar, træffe beslutninger og stå på mål for, at tingene fungerer i hverdagen.

“Jeg kan gøre det bedre – derfor stiller jeg op som borgmester.”

Rødderne i kommunen

Sandie Eis Ravn er født i Varde, og hun har boet i flere af kommunens egne – Sig, Ølgod, Horne og nu Varde centrum. Hun er gift og mor til tvillingepiger på 15 og en pige på 10 år. Skoletiden var præget af elevrådsarbejde og frivillighed, og det engagement har fulgt hende lige siden. I dag er hun stadig aktiv gymnast og dybt involveret i foreningslivet.

“Jeg er vokset op her, og jeg kender kommunen indefra. Det giver mig både rødder og perspektiv, når jeg siger, at vi kan og skal udvikle Varde Kommune,” siger hun.

Mærkesager: Fra boliger til klima

En af de største udfordringer, Sandie Eis Ravn ser, er bosætningen. Kommunen har brug for flere lejeboliger, hvis både unge, børnefamilier og ældre skal blive – eller vælge at flytte til.

Samtidig vil hun styrke indsatsen for både børn og ældre: “Vi skal passe godt på alle generationer. Varde skal være et trygt sted at vokse op – og et trygt sted at blive gammel.”

“Ord skal betyde handling – ellers er de ingenting værd.”

Hun er optaget af frivillighedens kraft, stolt af de mange ildsjæle i kommunen, og hun peger på både Code of Care, kunstlivet og begivenheder som Wadden Tide som eksempler på, hvad der allerede sætter Varde på landkortet.

Klima og grøn omstilling er også højt på dagsordenen. Kommunen skal finde holdbare løsninger på de stigende regnmængder, og når det gælder vindmøller og solenergi, skal der findes løsninger, der både er sikre og lokalt forankrede.

“Varde skal være et trygt sted at vokse op – og et trygt sted at blive gammel.”

En kommune i udvikling

Sandie Eis Ravn tror, at valgkampen især vil handle om skoler og ældre. Hun vil sikre, at borgerne oplever optimal service – hver dag. Og hun ser frem til, at flere byer i Varde Kommune får nye og renoverede lokaler til teater- og musikudøvere: Det bliver en kæmpe gevinst for hele kommunen og vil styrke vores position som kultur- og kunstkommune.”

“Jeg er vokset op i Varde Kommune, og jeg vil udvikle den – ikke forandre den væk fra sig selv.”

En borgmester med handling bag ordene

Hvis vælgerne giver hende borgmesterkæden, lover hun, at der ikke bliver langt fra ord til handling:

“Som borgmester vil jeg kaste et skarpt blik på den daglige ledelse af kommunen. Vestjyder er et fantastisk folkefærd – vi siger tingene, som de er, og vi handler på det. Det er også min tilgang. Ord skal betyde handling.”

“Vestjyder siger tingene, som de er. Det gør jeg også.”