
Jonna Jul Gudmundsen. Opvokset på et landbrug i gl. Helle Kommune. Bosiddende i Varde by.
Demokratiet er vores vigtigste fundament. Lokalpolitik skal gøres nærværende for den enkelte borger. Borgerinddragelse, fælles dialog og idéudveksling er altafgørende, når der skal træffes store lokalpolitiske beslutninger.
Med min faglige baggrund som pædagog og mine mange år som fagpolitisk aktiv bla. som formand for BUPL Sydjylland er børne- og ungeområdet vigtigt for mig. Det gælder dog også skole- og ældreområdet
Der skal ansættes flere pædagoger, lærer og social- og sundhedsassistenter. Der skal ryddes ud i bureaukratiet, tilliden skal tilbage til ledere og medarbejdere. Børn, unge og ældre skal mærke nærværende og professionelle medarbejdere.
Turismen og særligt indlandsturismen optager mig rigtig meget. Vi har en fantastisk kyststrækning, men der skal findes et leje, hvor både de fastboende og turisterne kan trives.
Vi har dog langt mere end Vestkysten at byde på. Der er natur-perler over hele kommunen. #Vi i Naturen er et fantastisk slogan, det skal bruges endnu mere aktivt i hele kommunen.
Klima og grøn omstilling er emner, vi ikke kan komme uden om. Uanset hvad vi beskæftiger os med, så skal klimaet og grøn omstilling tænkes med i emnet. Vi kan ikke tale om erhverv uden at tale om klima, vi kan ikke tale om turisme uden det er sat ind i en grøn handleplan.
Naturen er vores fælles afsæt, som vi skal passe på.
#Vi i Naturen skal være det naturlige slogan og en stolthed for alle borgere i kommunen.