af:Sandie Eis Ravn
Borgmesterkandidat Socialdemokratiet
Torvegade 11b, Varde

En kommune har ikke noget vigtigere ansvar end at passe på de børn, der ikke kan være hos deres egen familie, og det ansvar betyder i yderste konsekvens en anbringelse under tvang. Derfor må der aldrig kunne rejses tvivl om, hvordan vi som kommune handler – og for hvem vi handler.

Sagen her fra Varde Kommune, hvor børn er blevet anbragt hos medarbejdere i vores egen børne- og familieafdeling, rejser for Socialdemokratiet alvorlige spørgsmål. Ikke nødvendigvis om menneskene, men om systemet og strukturen.

Som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet mener jeg, at vi som politikere skal tage ansvar og ikke blot forklare os. Det skal være helt tydeligt for enhver, at anbringelser sker udelukkende ud fra barnets tarv – derfor må der ikke må opstå situationer, hvor tilliden til vores forvaltning kan sættes over styr.

Derfor foreslår jeg, at vi øger samarbejdet med andre kommuner også når det drejer sig om plejefamilier og akutanbringelser, så det ikke bliver nødvendigt at akutanbringe hos kommunes egne ansatte. På den måde sikrer vi både armslængde og flere kvalificerede alternativer, når der skal handles hurtigt. Det handler ikke om mistillid til vores medarbejdere – tværtimod. Det handler om at beskytte både børnene, plejefamilierne og medarbejderne mod mistanke.

Tillid er ikke noget, vi kan tage for givet. Den skal vi som ansatte i kommunen gøre os fortjent til – hver dag. Og lige nu skylder vi børnene og borgerne i Varde Kommune, at vi gør det bedre.